Muligheder for aktiv ferie i Karrebæksminde

Bondehus i Karrebæksminde
f1

Karrebæksminde på Sydsjælland er et dejligt sted at holde ferie, og der er rig mulighed for at være aktiv under sit ophold. Der er for eksempel rigtig gode muligheder for udflugter til nærliggende seværdigheder som Gavnø Slot eller for at foretage cykel- eller vandreture i den smukke omkringliggende natur. Karrebæksminde i sig selv er en lille hyggelig by, der opsøges af mange turister om sommeren.

Gavnø Slot

Cykel- og vandreture i den smukke natur

Du kan opleve en varieret og smuk kystnatur og et modeleret istidslandskab i omegnen af Karrebæksminde. Det er et unikt levested for mange dyre- og planterarter og der findes et særdeles rigt fugleliv. Vandreturen ”Find vej på Enø” vil føre dig rundt igennem syv helt specielle naturtyper, der er baggrund for at Karrebæksmindes dobbeltkyst er blevet udpeget som et internationalt naturbeskyttelsesområde. Der er andre turforslag med ruter af forskellig længde fra 2,8 km op til 6,4 km. Det er også virkelig værd at besøg Enø overdrev, der er en sand naturoplevelse af de helt særlige. Dog er adgangsvejene er en anelse vanskelige, da man skal gå på stranden ud til Overdrevet.

Er du til en dejlig cykeltur så kan den ualmindeligt smukke cykeltur på 26 km langs kysten til Bisserup anbefales – her er både hav, strand og skov. Eller hvad med an kanotur på Susåen ved den nærliggende købstad, Næstved? For den ekstra aktive afvikles der et Karrebæksminde Triatlon, der er Sydsjællands største triatlon stævne – en kvart ironmand for alle der er klar til sådan en udfordring, men her er der også plads til hyggen, familien, fællesskabet og i det hele taget en god dag. Dog er der ikke plads til baby-joggere og løbevogne, da ruten visse steder er for smal, når to skal passere hinanden under løbet.

Solnedgang over stranden

Gavnø Slot, Herlufsholm og Næstved – absolut et besøg værd

Lige i nærheden af Karrebæksminde finder man det gamle Gavnø slot. Her finder du en imponerende blomsterpark, der med sine over en halv million blomsterløg særligt i maj måned danner skønne, skønne farveharmonier. Du kan også prøve den eventyrlige trætopbane på stedet – en udfordrende oplevelse til aktive og naturglade mennesker. Herlufsholm er kendt for kostskolen. Besøg skole, kirke og skov ved Herlufsholm – et gammelt benediktinerkloster med en spændende historie omgivet af en smuk ramme.

Næstved ligger heller ikke langt fra Karrebæksminde, og det er en by, der både byder på muligheder for at shoppe, at gå på museer og at nyde andre kulturelle tilbud. I Næstved bymidte omkring torvet og de hyggelige gågader findes der mange spændende butikker – og to biografer byder byen også på. I Næstved Storcenter finder du også butikker, hyggelige spisesteder og et supermarked til hverdagsindkøbene – og du behøver ikke at skulle udenfor, en stor fordel hvis vejret nu skulle vær dårligt. Der er desuden et automobilmuseum i Næstved, samt Næstved Museum for design, kunsthåndværk og kulturhistorie. Her kan hele familien opleve middelalderbyens historiske udvikling og følge historien om vikingerne fra Vester Egesborg. Og for børnene er der Næstved Legeland og Zoopark Sydsjælland.